23948sdkhjf

Salling Group i protest over ny butik i ekspansivt koncept

Markedsleder Salling Group har gennem tiden mange gange oplevet, at konkurrenter har kritiseret nye butiks-etableringer rundt omkring.

Ikke mindst planerne for mange store Bilka-hypermarkeder er blevet mødt af indsigelser - og retssager.

Således er det aldrig lykkedes detailgiganten at få lov til at omprofilere det sidste varehus i nonfood-kæden A-Z i Hjørring til Bilka ved at etablere en stor fødevarebutik ved siden af.

Men længere sydpå, i Haderslev, er Salling Group havnet i den stik modsatte rolle i forbindelse med en nyetablering i en konkurrerende kæde.

Ifølge Jydske Vestkysten er Salling Group kommet med indsigelser imod planerne for en ny butik i det centrale Haderslev. 

Ekspansive Big Dollar er et finskejet discountkoncept, der i udgangspunktet kommer fra  Sverige. Kæden har aktuelt syv butikker her i landet, men planer om mange flere.

Læs også: Big Dollar holder fast i aggressiv ekspansionsplan og har allerede planlagt otte butiksåbninger i 2024 og 2025

Protesterne fra Salling Group mod placeringen i Haderslev handler om, at der ikke må være dagligvarebutikker i det område, hvor den ligger.

Men andelen af dagligvarer i en Big Dollar-butik er ret høj ifølge et høringssvar fra advokat Mads U. Østergaard fra advokatfirmaet Kromann Reumert, der repræsenterer Salling Group.

- Baseret på besigtigelse fra andre konkrete Big Dollar-butikker er det vurderingen, at omkring 25 procent af det samlede produktsortiment udgør dagligvarer, og at en meget stor del af butikkernes fysiske areal anvendes til udstilling og salg af dagligvarer. Det er derfor vores klare vurdering, at BigDollar-butikkerne (som kæde) faktisk, definitorisk og legalt ikke kan karakteriseres som udvalgsvarebutikker, men derimod som dagligvarebutikker i detailhandelsreglernes forstand, står der ifølge Jydske Vestkysten.

Advokaten kræver derfor, at butikken skal være uden dagligvarer.

Høringssvaret fra Salling Group har i første omgang ikke forhindret kommunalpolitikerne i Haderslev Kommunes teknik- og miljøudvalg fra at godkende planerne for en ny Big Dollar-butik.

Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047